Foto: Klaus Dichmann

Bomlærken

Der er ikke så mange der kender bomlærken.  Farvemæssigt er den gråt i gråt, og dens sang er ikke nær så kendt som den mere almindelige sanglærke. Men alligevel er dens sang nem at lære at kende, når man først har hørt den nogle gange. Denne diskante og meget let genkendelige stemme høres dagligt fra alle hegnene på Naturmælk-leverandør Peter Madsens ejendom i Øster Højst ved Løgumkloster. For år tilbage har Peter Madsen og hans far plantet 3–rækkede hegn med forskellige buske som rød-el, hyld, bærmispel, tjørn, elm, røn, eg m.fl. som tiltrækker insekter. I toppen af det levende hegn eller fra en pæl sidder bomlærkehanen og synger fra april til august. I bunden af hegnet har parret bygget en rede på jorden, godt skjult mellem  høje urter og græs. Ude i de økologiske afgrøder af kort græs samt i markerne med blandet byg og ærter og det vilde markukrudt, der ikke sprøjtes væk, finder parret masser af insekter til deres unger af mindst 2 kuld hen over sommeren.

Fakta: Bomlærken (Miliaria calandra) – eller kornværlingen, som den også af og til kaldes, er faktisk ikke en rigtigt lærke, men hører til finkefuglene, og er bl.a. beslægtet med gulspurven. Den er gået meget tilbage i store dele af landet, og anses f.eks. i dele af Tyskland som en sjældenhed. Den trives dog vældigt godt en del steder, i især Jylland. Bl.a. i Sønderjylland er almindelig på den sandede jord vest for israndslinjen, mens den kun sporadisk træffes på den federe lerjord mod øst. Den ynder det varierede landbrugsland, der veksler med græs, korn, grøfter og små udyrkede hjørner og fyldige levende hegn. Den begynder at synge i sit territorium i april og fortsætter ynglesæsonen igennem, der først slutter i august. Hvor ungerne fodres op med insekter, spiser de voksne mange plantefrø samt spildkorn. Bomlærken er en standfugl, der efterår og vinter strejfer rundt i agerlandet i småflokke. Her tiltrækkes den især af stubmarker.

Tekst: Jesper Toft, Ravnhøj Consult, Naturrådgiver